Grundtanker

Andreas Simonsen er en etisk tænker, som er påvirket af blandt andre Løgstrup. Han betegner sig selv som religiøs humanist. Han tror ikke på en personlig gud, men han er åben over for, hvad han anser for guddommeligt – livet- som han betragter som en gave og en opgave. Han betegner skønheden som en gåde og ondskaben som et mysterium. I sin tænkning opfatter han sig bevidst som en elev af Sokrates. Han fortsætter Sokrates’ søgen efter ‘arete’, det gode, og som hans elev mener han, at begrebet ‘arete’ indebærer den sokratiske dobbelthed af lykke og pligt -  to sider som  tilsyneladende er modsætninger, men som ikke kan undvære hinanden. Han er også tydeligt inspireret af Løgstrup i sin tanke om, at man altid skal medtænke den reale situation, som det idealistiske menneske befinder sig i. Simonsen siger at de to begreber, realisme og idealisme kan illustreres som en yin-yang figur. Hermed mener han at der skal være lidt realisme i idealismen, for at idealismen ikke skal udarte til fanatisme. Tilsvarende skal der være lidt idealisme i realismen, for at realismen ikke skal udarte til fejhed eller kynisme. Simonsen mener at det er afgørende at de to begreber arbejder sammen i fuldt mål. Der må altså ikke være tale om et kompromis, hvis vi skal opnå ‘arete’

Eksempler:
Følgende værdier hører sammen:

  • blufærdighed og saglighed
  • viljestyrke og tænksomhed
  • nationalfølelse og kosmopolitisme
  • subjektivitet og objektivitet.

Hør udsendelsen EKSISTENS fra den 27. februar 2012: http://podcast.dr.dk/P1/rssfeed/eksistens.xml (der skal scrolles langt ned, da de ligger kronologisk)

 Tirsdag den 6. september 2006 skrev Leif Hjernøe i Kristeligt Dagblad:
Kun modsætninger   

giver livet   mening

I denne uge er det lektor   Marianne Olsen på Herlufsholm, der på P1 står for ”Ved dagens begyndelse”. Som   det fremgik af teksten i går morges, så er renæssanceåret emnet. Marianne   Olsen benyttede anledningen til et lille opgør med begrebet   renæssance.

Det skete med henvisning til   filosoffen Andreas Simonsen: ”Hans lærdom gør ham til en slags   renæssancemenneske. Hans helt personlige holdning til oldtidens åndsliv peger   på, at renæssancen ikke bare er fortidig. Den lever lige nu og handler om   humanisme og kristendom”.

Der blev vel at mærke sagt   humanisme og kristendom, ikke humanisme eller kristendom. Det er et både-og,   ikke et enten-eller. Det ene udelukker ikke det andet, som nogle ønsker det.   Tværtimod. Det er vigtigere end nogensinde, at vi kan tænke begreberne   sammen.

 Den farligste indstilling til   tilværelsen tydeliggøres i netop disse år. Demokratiske samfund trues af   individer, der ikke orker at se en sag fra mere end én side. De vil ensidighed   og ikke alsidighed. Helt bogstaveligt orker de ikke at tænke sig om – endsige   tænke om.

 Lyt i morgen eftermiddag til   genudsendelsen af lørdagens ”Dokumentarzone” på P1. I anledning af fem års   dagen for terrorangrebene på World Trade Center den 11. september 2001 stiller   Stephen Schwartz disse højaktuelle eksistentielle spørgsmål:

”Kunne jeg ofre mit liv for en   sag? Kunne jeg være så hundrede procent overbevidst om en idé, at jeg ville   give mit liv for den?” – En præst formulerer i udsendelsen indirekte en slags   svar: ”Virkeligheden er Guds og derfor uransagelig. Den kan ikke sættes på en   formel”.

 Et passende modsætningsfyldt   svar kunne også være: Ingen sag er værd at dø for. Og tænk, hvor denne verden   ville se anderledes ud, om alle havde den indstilling! En sådan tankefrihed   ville jeg godt slås for, værne om og – nu kommer modsætningen! – give mit liv   for.

 Kun modsætninger giver livet   mening. Modsætningsløse mennesker er skræmmende. Og dødsensfarlige er de   personligheder, der insisterer på tilværelsens entydighed. Det belyser en   anden dokumentarudsendelse i morgen eftermiddag, ”Raymond Carvers   dobbeltliv”.

 Selv om han havde en fortid   præget af destruktiv alkoholisme, hustruvold og dybt uansvarlig livsførelse,   blev Carver alligevel en højt agtet amerikansk forfatter. Dyrekøbte erfaringer   var drivkraften. Jeg kom straks til at tænke på den uforsonlige debat om   Günter Grass’ nazi-fortid.

 Al sand livsvisdom er   modsætningsfyldt. Derfor er det også sådan med folkeslags identitet, samt   religioner, kunst, filosofier og litteraturs indhold. Kun det gør dem værd at   beskæftige sig med. Af samme grund kan man da heller ikke forholde sig   entydigt til nogen af delene.

 Vi lever i en yderst mangfoldig   verden. Derfor var det alarmerende i P1-programmet ”Ugen på spidsen” at høre,   at dansk skoleungdoms interesse for tysk og fransk styrtdykker. Årsagen blev   kun lige akkurat nævnt: tv-kanalernes massive indoktrinering af de unge med   engelsk-amerikanske verdensbilleder af ensrettende karakter. – Et kvalificeret   modspil haster!

Interview af Malene Fenger-Grøndahl med Marianne Olsen om Andreas Simonsen:

’Gør aldrig dig selv eller andre til offer’
Marianne Olsen og Andreas Simonsen hører ikke til reality-stjernerne på massemediernes evigt skiftende himmel og heller ikke til de klassiske forfattere, som selv de mest dovne skoleelever kender navnene på. Men både hver for sig og som makkerpar er de tænkere, hvis skrift og tale med udgangspunkt i jødedommen sætter fingeren på humanismens mulighed og risikoen for dehumanisering. Goldberg har mødt Marianne Olsen – og derigennem  Andreas Simonsen.

Af Malene Fenger-Grøndahl

”Simonsen er lige så vigtig som Sokrates. Sådan siger Marianne Olsen om sin nære ven – også efter hans død – Andreas Simonsen. Jeg møder Marianne Olsen i hendes hjem i Næstved, hvor hun har et væld af kunstværker og bøger, som afspejler hendes intense interesse for europæisk kulturhistorie, kunst, litteratur og religion. I 42 år har hun været ansat på Herlufsholm Gymnasium, hvor hun har undervist eleverne i religion og fransk. I sin undervisning har hun inddraget både Sokrates og Simonsen. Især er det hende magtpåliggende at udbrede kendskabet til Andreas Simonsens tænkning. Ikke kun fordi hun mener, at hans tænkning og potentielle betydning er på højde med Sokrates, men også fordi hun er blevet pålagt og har påtaget sig opgaven. ”Inden Andreas døde, bad han min mand og mig om at tage os af hans efterladte tekster. Det var en enorm æresbevisning, men også en meget alvorlig opgave, en kæmpe tillidserklæring, ” siger Marianne Olsen.

Hun er stille et langt øjeblik. Imens drejer hun langsomt et armbånd omkring sit ene håndled. Som vedhæng på det hænger et kors og en davidsstjerne som symboler på henholdsvis sin mor og sin fars religiøse baggrund. Armbåndet har hun haft i over 50 år, og da det for nogle år siden var blevet slidt op, fik hun en guldsmed i Næstved til at lave et armbånd af resterne samt sin afdøde mands vielsesring. Ud over armbåndet bærer hun altid en ring, der er lavet af  hendes mors og fars vielsesringe. ”På den måde har jeg altid dem alle med mig, ” siger Marianne Olsen med et varmt smil og tilføjer, at hendes tro på en kærlig Gud, som er med os i vores lidelse, er livsvigtig for hende.

Kærligheden er fælles

Samtidig understreger hun, at hendes kristne tro og kirkegang ikke adskiller hende fra andre mennesker eller fra hendes fars jødiske baggrund – tværtimod. ”Som Andreas skrev et sted om forholdet mellem den liberaleste kristendom og den religiøse humanisme  - og den fundamentale overensstemmelse imellem de to: ”Fælles er jo at det fundamentale gode er kærligheden til medmennesket (…) Ganske vist begrundes nu dette menneskekærlighedsbud (som Bibelen først har bragt klar til udformning[i]; heri er den nået videre end Sokrates) forskelligt af kristne og humanister (henholdsvis teonomt og autonomt), men det afgørende er efter min mening her selve tanken, ikke den begrundelse, der anføres.” Citatet stammer fra bogen ”… af hele din styrke – en fortælling om Andreas Simonsen på grundlag af udvalgte breve” (Fiskers Forlag, 2003). Bogen udkom for ti år siden, omtrent 12 år efter Andreas Simonsens død, og den repræsenterer dermed en del af det arbejde, Marianne Olsen siden sin nære vens død har gjort for at udbrede hans tænkning.

Allerede dengang Andreas Simonsen trak Marianne Olsen og hendes mand, Kristian, til side og bad dem tage sig af hans tekster, når han var død, anede de, at deres vens liv muligvis ville ende tidligt og tragisk. De havde kendt ham siden 1982 og havde fulgt ham gennem både hans produktive perioder, hvor han tænkte, skrev og underviste i ét væk, men også gennem de lange depressionsperioder, hvor han led voldsomt og var ude af stand til at arbejde.

”Andreas var et utroligt generøst og betænksomt menneske, og det var vigtigt for ham ikke at gøre sig selv eller andre til offer. Det var ham også magtpåliggende, at det jødiske ikke skulle forstås som en offerposition, selv om han havde været nødt til at flygte under krigen, ” siger Marianne Olsen. Hun tilføjer: ”Jeg vil godt præcisere, at man skal være inde i oldtidens kulturer for at forstå, hvad der mentes med ‘det udvalgte folk’, nemlig som det folk hvorfra Abraham forstod, at Gud er transcendent. Som Tevje mælkemand i ‘Spillemand på en tagryg’ siger til Vorherre: “Jeg ved godt, at vi er de udvalgte, men kunne du ikke en gang imellem vælge nogle andre?”. Hvis man opfatter det eksistentielt, tror jeg på, at hvert eneste menneske er ‘udvalgt’. Og det er i den sammenhæng, at vi kæmper for de mennesker, som staten så forbryderisk behandler som ringere væsener end dens magthavere selv. I sin tapperhed fastholdt Andreas trods sine utrolige lidelser, at ingen må betragte sig selv som offer, og det er jeg enig med ham i,” siger Marianne Olsen.

Fælles flugterfaring

Andreas Simonsens og Marianne Olsens livsbaner kunne have krydset hinanden, allerede da Marianne var spæd. Dagen efter hendes dåb flygtede hendes jødiske far til Sverige, og kort efter fulgte Marianne og hendes bror og mor efter. Omtrent samtidig med Marianne Olsens far flygtede Andreas Simonsen. Han flygtede også til Sverige sammen med sin far, og det er meget sandsynligt, at han her mødte Marianne Olsens far, der efter kort tid overtog positionen som chef for flygtningeadministrationen i Sverige. Men først i 1982 indledtes deres venskab. De blev ført sammen ad to veje: Marianne Olsens datter Ann-Claire begyndte i 1981 at studere latin og blev meget begejstret for sin lærde og elskelige lærer. Hans navn var Andreas Simonsen. Desuden blev Marianne og hendes mand i 1982 inviteret til et fødselsdagsselskab hos en datter af Andreas Simonsens svigerinde – hvis far i øvrigt havde konfirmeret Marianne Olsen mange år tidligere.

Selv om Marianne og Andreas først mødte hinanden ni år før Andreas Simonsens død, blev deres venskab meget indholdsrigt og intenst. De delte tanker både i breve og telefonsamtaler og under besøg hos hinandens familier, og Marianne blev en vigtigt støtte for Andreas efter hans kones død. Andreas forsøgte ved sin egen død at være så hensynsfuld som muligt over for de efterladte. Til slut i sit afskedsbrev skrev han: Guds velsignelse med jer alle”. For Marianne Olsen var det tankevækkende, for det var den første bøn, han nogensinde bad. Han fastholdt altid, at han som nonteist ikke troede på en personlig gud og derfor ikke kunne bede. Det overlod han til andre, deriblandt sin kone Else, der var troende kristen.

Marianne Olsen voksede selv op med en far, der var erklæret ateist (”men jeg tror nu snarere, at han ligesom Andreas var nonteist”) og en mor, der var kristen, men altid tvivlede. Som barn og ung var Marianne Olsen med egne ord ’meget from’ og drømte om at læse teologi og blive præst og omvende sin far! Da hun på et tidspunk afslørede sin plan for en bispefrue, der var blandt forældrenes gode bekendte, irettesætte bispefruen hende ved klart og skarpt at sige: ”Det gør du ikke!”. Den sætning sad i baghovedet på Marianne Olsen, da hun mange år senere under en af Andreas Simonsens dybe depressionsperioder havde en samtale med hans kone Else. Else fortalte, at hun sådan ønskede, at Andreas selv ville prøve at bede til Jesus, og Marianne Olsen svarede spontant: ”Det må du ikke bede ham om”. Den samtale knyttede de to kvinder tæt sammen, og da Andreas fik kendskab til den, glædede den ham meget.

Herren bygger huset

”Andreas forstod sig selv som religiøs humanist. ’Religion’ var for ham noget godt. At han ikke kunne tro på en personlig gud var en smerte for ham, ” forklarer Marianne Olsen. Hans jødiske barndomshjem var især præget af en humanistisk holdning, og det var fra barndomshjemmet, han fik Sokrates som sin store helt og forbillede. Han mente dog ikke, at der var nogen modsætning mellem Sokrates og det religiøse. I et brev til Marianne Olsen og hendes mand dateret 14. november 1988 skriver Andreas Simonsen: ”Jeg er helt enig med dig i, at kærlighed – evnen til at føle og vise kærlighed – er en nådegave. Sokrates siger et sted (i dialogen Eutyfron): ”vi har jo intet gode, uden at det er skænket os af guderne”, og Andreas jævnfører det med et uddrag af Salmernes Bog: ”Dersom Herren ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom Herren ikke vogter byen, våger vægteren forgæves”.

Med tiden kom Andreas Simonsen til at interessere sig mere og mere for jødedommen, mest dens etiske tænkning. Derfor lærte han sig også hebraisk, og han udgav i 1989 bogen Grundtanker i jødedommen. Om bogen siger Marianne Olsen: ”Den bærer tydeligt vidnesbyrd om hans kærlighed til jødedommen, og når han i slutningen af hvert kapitel nævner kristendommen, skyldes det dels at han var gift med en kristen kvinde, dels at han så Jesus som en pendant til Sokrates. ” Hun tilføjer: ”Da vi kort efter Simonsens død holdt en mindeaften for ham på Zahles Skole, var det da også naturligt at Bent Melchior var en af talerne. ”

Støtte til Israel og kærlighed til tysk kultur

Andreas Simonsens forhold til jødedommen handlede om at være del af et skæbnefællesskab, mener Marianne Olsen: ”Han ville ikke melde sig ud af Mosaisk Troessamfund, så længe hans trosfæller led nød. Han overvejede det meget frem og tilbage. Det samme gjaldt hans forhold til staten Israel. Som mange danske jøder var Andreas imod oprettelsen af staten Israel. Han syntes, at man gjorde araberne uret ved at grundlægge en jødisk stat i området, men samtidig troede han altid det bedste om folk, så han mente, at araberne sikkert ville kunne forstå, at der var blevet gjort jøderne endnu mere uret, og at det var baggrunden for oprettelsen af staten, ” fortæller hun. Efter samtaler med Niels Bohrs søn, som var en af hans gode venner, og med barndomsvennen Leif Eichel, indså han dog, at der ville udbryde krig, så snart staten blev udråbt, og derfor gav han til slut et beløb til den zionistiske bevægelse. ”

Gennemgående i Andreas Simonsens tænkning er, at den kan rumme modsætninger og også udpege, hvordan umiddelbare modsætninger snarere er komplementære størrelser. Iøjnefaldende i hans brevvekslinger med nære venner er det, hvor begejstret han er for tysk kultur og historie. Simonsen fortsatte efter besættelsens ophør og hjemkomsten til Danmark sine studier og blev cand.mag. i klassisk filologi med tysk som bifag. Da hans lærer i tysk undrede sig over, at han som jøde ville studere det sprog, nazisterne talte, svarede Andreas: ”Når krigen er forbi, vil jeg vise mine elever, hvilke store kulturskatte den tyske civilisation også repræsenterer.”

Fransk antisemitisme og dansk islamofobi

Marianne Olsens liv og virke er dybt præget af hendes møde med Andreas Simonsen, og hun er optaget af, hvordan vi som mennesker kan undgå at dehumanisere hinanden, og hvordan vi kan nedbryde fordomme og arbejde for menneskelig værdighed.  I sine mange år som gymnasielærer har hun over for sine elever både fremhævet de positive sider af fransk kultur, men også samtidig gjort opmærksom på den antisemitisme, der også går som en strøm gennem fransk historie. ”Man kan ikke undervise i fransk uden at fortælle eleverne, at det franske politi hjalp til med at sende jøder til Auschwitz, ” siger hun. Hun tilføjer, at hun er bekymret for, at mange i Danmark i dag i høj grad fokuserer på det ydre og udpeger ’det onde’ ved at kigge efter muslimske kvinders tørklæder og lade sig gribe af en unuanceret islamofobi.

Da vi mødes, har hun netop haft sin sidste eksamen på Herlufsholm Gymnasium, og hun var så heldig at hendes censor var same: ”Hun fortalte mig, at folk stadig bliver helt stille, når hun fortæller, at hun er same. Samer regnes ikke for noget, forklarede hun mig. Det minder jo om romaer, som ofte ikke tør stå åbent frem af frygt for fordomme og diskrimination, ” siger Marianne Olsen.

På Folkemødet på Bornholm, hvor Marianne Olsen deltog i flere arrangementer sammen med SOS mod Racisme og Bedsteforældre for Asyl, præsenterede en børne- og ungdomspsykiater sager om flygtningebørn, som har siddet i danske asylcentre i årevis og har udsigt til at blive udsendt til lande, de intet forhold har til. ”Når jeg ser, hvordan vi behandler flygtningebørn i dag, er det naturligt for mig at kæmpe for, at de får bedre vilkår. Min oplevelse af at være flygtningebarn i Sverige var tryg og god, men den måde, vi holder flygtninge lukket inde i lejre, kan jeg kun se som en måde, vi skaber os nye fjender på, ” siger hun.

Forståelse for fremmedhed

Inspirationen til sit antiracistiske arbejde henter hun for en stor del i Andreas Simonsens tænkning og i sin egen historie: ”Som ung ønskede jeg, at jeg havde været enten jøde eller kristen; jeg syntes, at det var svært at være begge dele. Nu synes jeg, min baggrund er en styrke for jeg tror, at det gør det nemmere for mig at forstå andres ’fremmedhed’ og besværet med at blive accepteret. ”

Det jødiske er desuden en del af Marianne Olsens identitet, som især bliver tydelig for hende, når hun oplever antisemitiske ytringer. ”Når jeg sidder i et selskab, hvor folk ikke kender til min jødiske baggrund, sker det, at de siger nogle meget fordomsfulde og negative ting om jøder, og så føler jeg mig pludselig jødisk. Typisk er de irriterede over, at de ’stadig’ skal høre om opgøret med fortiden, sådan som det foregår i Tyskland eller efterhånden også i Frankrig. Men så insisterer jeg på, at det er nødvendigt – og hvis jeg kan få nævnt Andreas Simonsen gør jeg selvfølgelig det, ” siger hun.

Boks 1:
Andreas Simonsen (1923-1991)
- Søn af direktør for Det kgl. danske Musikkonservatorium Rudolph Simonsen og hans tyskfødte jødiske kone Käthe, der var malerinde. Barndomshjemmet var både materielt og kunstnerisk rigt.
- Blev student i 1941 og begyndte at studere klassisk filologi og tysk, men i 1943 måtte han sammen med sin far flygte til Sverige pga. jødeforfølgelserne. Året forinden var hans mor død.
- I Sverige boede han hos sin mors fætter, atomfysikeren Oskar Klein, der arbejdede sammen med Niels Bohr. Han meldte sig ind i den danske brigade og kom hjem sammen med den i maj 1945.
- I 1953 blev han cand. mag. og blev ansat på Zahles skole samt som ekstern lektor på Københavns Universitet.
- I 1956 giftede han sig med Else Marie Krogh (1914-89), som med ind i ægteskabet havde sønnen Per.
- Han begik selvmord i 1991 som følge af en voldsom depression.

Boks 2:
Marianne Olsen (f. 1943)
- Barn af Sigurd Wechselmann, der var jøde, og Karen Margrethe Wechselmann, der var kristen. Blev den 17. oktober 1943 døbt Ida Marianne Herland Wechselmann. Kort efter måtte familien flygte til Sverige pga. jødeforfølgelserne.
- Uddannet cand.mag. i fransk og religion. Gift med sin tidligere latinlærer Kristian Olsen (1925- 2008). Blev i 1971 ansat på Herlufsholm Gymnasium, hvor hun har arbejdet frem til sommeren 2013.
- Har skrevet og redigeret flere bøger om og med Andreas Simonsens tænkning samt bogen Ondskab og etik (sammen m. Birgitte Berner, Systime, 2011).
- Er aktiv i foreningen SOS mod Racisme (www.sosmodracisme.dk).

Per Brask Symposium

I september 2015 var der på Løgumkloster Refugium et symposium om Andreas Simonsens tænkning og etik. I den anledning  holdt professor i Dramaturgi ved Universitetet i Winnipeg en forelæsning om sit møde med en holdning og livsforståelse, som skulle komme til at få betydning både for ham selv og for udbredelsen af Simonsens tænkning. Indtil i dag har han oversat tre af Simonsens bøger. Se under 'bibliotek' og hør forelæsningen her.