Dialog & Diskonjunktion
- om tro og etik

Andreas Simonsen var etisk tænker, men han ville ikke kaldes filosof.
En filosof er verdensfjern, mente han, og filosoffernes etiske tænkning
mangler ofte tilknytning til hverdagens realiteter. Simonsens ærinde var
at finde frem til en etik, der lod sig realisere. En balance mellem det etiske
ideal og erkendelsen af den komplekse realitet, vi er sat i.

Simonsen mente, at mennesket på samme tid er både reflekterende,
tænkende, rationelt og handlende, lidenskabeligt og følsomt. Det ligner
en selvmodsigelse, et paradoks, som gør det vanskeligt at udstikke
etiske retningslinjer. Men ifølge Simonsen er de tilsyneladende modsætninger
i virkeligheden komplementære. Simonsen var inspireret af Niels
Bohrs fysiske observationer, hvor det samme fænomen kan opfattes både
som partikel såvel som bølge, alt efter hvordan det bliver observeret.
Bohr inddrog det taoistiske symbol yin-yang til at anskueliggøre denne
komplementaritet, og både han og Simonsen udvidede deres forståelse
til også at omfatte etisk tænkning og menneskets særegne natur.

En særlig interesse for Simonsen var forholdet mellem menneskets erkendelsestrang
på den ene side – der orienterer sig mod årsagstænkning
og en forståelse af at være sat i livets omstændigheder – og menneskets
handletrang på den anden side – der indebærer vilje, visioner
og en forståelse af, at kunne influere på livet. Det er en dynamik, der går igen i mange forskellige nuancer igennem hele Simonsens forfatterskab og som er kernen i hans metode.

Diskonjunktion

Simonsen gik undersøgende til mange af de begreber, der i hans samtid blev betegnet som modsatrettede aspekter og idealer. Igen og igen påviste han, at de, i stedet for at være modsætninger, rettere var afhængige af hinanden og afbalancerede hinanden. I de modsatrettede egenskaber, som Simonsen gennemgår – for eksempel legeme og sjæl, følelse og intellekt, vilje og erkendelse, idealisme og realisme, religiøsitet og humanisme – viser han, hvordan hver side indebærer farer, hvis den bliver adskilt eller ikke sammenholdt med den anden side; hvis hver del ikke ses som netop del af en helhed. I begyndelsen af sit forfatterskab benyttede Simonsen sig af Bohrs begreb til at benævne dette og kaldte modsætningerne komplementære. Senere fandt han begrebet utilstrækkeligt og gav dem et særskilt og mere præcist navn: Diskonjunktioner.

Dialog

Simonsen var særligt inspireret af Sokrates, som han lærte at kende både
i sit barndomshjem og under sine studier i filologi. Han var optaget af Sokrates’
etiske tænkning såvel som af den sokratiske metode (sådan som
vi kender den fra Platons tekster): Samtalen. For Simonsen var det samtalen,
og ikke færdige, etiske retningslinjer, der var målet. I selve forståelsen
af diskonjunktionen, der er balanceforholdet mellem to modpoler, er
samtalen og afvejningen en nødvendighed. Simonsen skrev flere af sine
tekster som samtaler mellem mennesker med forskellige etiske holdninger,
og lod dem hver forsvare egne synspunkter og søge enhed med
hinanden. Samtaleteksterne viser Simonsens interesse for og evne til at
søge en dyb forståelse for opfattelser, der er forskellige fra hans egne.

Tro og etik

I sin etiske tænkning var Simonsen særligt interesseret i forholdet mellem
tro og etik – nærmere bestemt i diskonjunktioner mellem disse to.
Han beskæftigede sig med spørgsmål som om man kan tænke etisk
uden at forstå livet som Gudsgivet. Og omvendt, om man kan være
troende (jøde eller kristen) uden at tro på en personlig Gud. Simonsen
bevæger sig således i krydsfeltet mellem det religiøse og den ikkereligiøse
etik, og den etiske undersøgelse af menneskets forhold til Gud
og til medmennesket er centralt i hans tænkning.

Antologien

Denne antologi udgives i forbindelse med 100-året for Andreas Simonsens
fødsel. Antologien er bygget op af tre afsnit, der fokuserer på begreber
fra Simonsens tænkning: Dialog & Diskonjunktion, Tro og Etik.
Begreberne kan ikke adskilles i Simonsens forfatterskab og liv, men de
tre afsnit henviser til de udvalgte teksters fokus og giver læseren mulighed
for at fordybe sig i forskellige aspekter af Simonsens tilgang og
tænkning. Antologiens sidste afsnit, Den personlige Simonsen, giver læseren
et indblik i personen Simonsen. Her kan man læse Simonsens etiske
betragtninger i forbindelse med de depressioner han led af og etiske
overvejelser han gør sig i dagbogsnotater og breve til venner.

Antologien udgives af Fonden til Udbredelse af Kendskabet til Andreas
Simonsens Tænkning (FUKAST) med ønsket om, at det må bringe stof til
mange flere samtaler om det etisk gode og styrke erkendelsen af, at vi
har brug for enhed mellem etiske modsætninger frem for modsætningsfri
enhed.

– af antologiens redaktører, lektor Marianne Olsen og professor Per Brask