Andreas Simonsen

(1923-1991)

Som søn af direktør for Det kgl. danske Musikkonservatorium og komponist Rudolph Simonsen og hans tyskfødte kone Käthe, født Löwenthal, der var en begavet malerinde, voksede Andreas Simonsen op i et både materielt og kunstnerisk rigt hjem, præget af kærlighed og varme.

Han blev student i 1941 og begyndte at studere klassisk filologi og tysk, men i 1943, efter at have mistet sin mor året før, måtte han sammen med sin far flygte til Sverige på grund af jødeforfølgelserne.

I Sverige blev han optaget i hjemmet hos sin mors fætter, atomfysikeren Oskar Klein, der arbejdede sammen med Niels Bohr. Han meldte sig ind i den danske brigade og kom hjem sammen med den i maj 1945. Da han i 1953 blev cand. mag., blev han ansat på Zahles skole, samtidig med at han var ekstern lektor ved Københavns Universitet.
I 1956 giftede han sig med Else Marie Krogh, født Schroll (1914-89).

Andreas Simonsens liv var præget dels af hans tænkning, dels af hans alvorlige depressionssygdom.
Forfatterskabet rummer foruden en lille græsk grammatik og sproglige iagttagelser især etiske tanker, som altid bygger på hele den europæiske humanistiske og religiøse tankeskat.

Disse flittige arbejdsperioder blev afbrudt af årelange depressioner, hvor han var indlagt og uden mulighed for at arbejde, og det var en depression han i 1991 ikke magtede at overleve.

(Leif Eichel)