Løgumkloster - taget af Emilie Reinhold Christoffersen
Demokrati og dagens debatkultur
Emilie Reinhold Christoffersen
Findes svaret på demokratiets dilemmaer i en lille sønderjysk flække?
Det er en smuk, kold efterårsmorgen i november, da jeg i rask tempo med kufferten ved min side går op ad den lille vej langs Løgumkloster Kirkegaard. Hvad laver en 24-årig københavner som mig i en lille sønderjysk by en onsdag morgen, hvor jeg burde sidde på læsesal og studere? Jo, jeg er på vej til byens refugium. Her håber jeg på at få svar på følgende spørgsmål, jeg har tumlet med i årevis: Hvordan kan vi forbedre den politiske debat? Er det overhovedet muligt at forbedre den – eller blot en utopisk drøm for en demokratioptimist som mig? Vil vi altid bare hakke på hinanden, og være fokuseret på at få vores egen holdning frem først – er det blot sådan politik nu engang er?
Sidstnævnte nægter jeg at affinde mig med. Sådan må de mennesker, jeg støder på, da jeg træder ind i refugiets reception, også have det. Vi har nemlig alle valgt at bruge de næste dage på at diskutere, hvordan vi kan forbedre den politiske debat i dag. De tre dages planlagte symposium tager udgangspunkt i filosoffen Andreas Simonsens tænkning, hvor man finder nogle glimrende bud på elementer, debatten mangler i dag: Man skal bevare spændingen i problemer på en konstruktiv måde, være åben overfor for andres holdninger og have respekt for det, der er anderledes. Men hvordan i alverden får vi Andreas Simonsens ambitioner realiseret i dag? Og hvem skal realisere dem? Det havde symposiets oplægsholdere nogle rigtig gode bud på, og her får du et par af dem.
Nysgerrige nyhedsmedier
Journalister spiller en stor rolle i at forbedre den offentlige debat. Vi skal have mindre konfliktsøgende journalistik. Den, hvor der fokuseres på og pustes unødigt til konflikten mellem eksempelvis politikere - Det er nemlig med til at bidrage til de hyppigt optalte mudderkastningsdebatter, som de færreste får noget ud af. I stedet skal journalisterne være mere nysgerrige og undersøgende overfor eksempelvis politikere – så vil vi få en bedre og mere konstruktiv offentlig debat. Sådan lød Orla Borgs bud på, hvordan vi skaber en bedre politisk debat. Han er selv journalist og en af hovedkræfterne bag Constructive Institute, der arbejder for at skabe en mere konstruktiv journalistik.
Middag med din modstander
Okay, journalister kan gøre noget, men hvad med resten af befolkningen, der bare er træt af den politiske debat? Hvad i alverden kan vi gøre? En masse ifølge nogle af symposiets andre oplægsholdere. Buddet fra forfatter Knud Lindholm Lau lyder, at vi skal vælge vores ord med omhu. For ord er ikke bare ord – det er handling. Derfor betyder det noget for debatten – og den politik, der diskuteres i debatten - hvordan vi taler om og til hinanden. En af symposiets andre oplægsholdere, tidligere folketingsmedlem og i dag Brobygger, Özlem Cekic, mener man skal begynde med at spørge sig selv: Har du nogensinde opsøgt dem, du er mest uenig med og forsøgt at forstå dem? Hvis man kan svare nej, så er det et passende sted at starte: Tag en samtale med vedkommende over mad eller kaffe, og vær nysgerrig og forsøg at forstå deres udgangspunkt. Et helt tredje bud kommer, da Henrik Goldschmidt og Anders Singh Vesterdahl vores sidste aften slutter af med at spille koncert. Måske er det sådan, vi bedst skaber gode politiske debatter og får uenigheder til at mødes på en konstruktiv måde – ved at starte debatten med en fællessang?
Når samtalen forstummer
Da jeg står og venter på toget mod København tre dage efter, kan jeg konstatere, at jeg har fået nogle gode bud på, hvordan vi kan forbedre den politiske debat. Men vigtigst af alt er jeg blevet bekræftet i, at vi ikke skal affinde os med det niveau, den politiske debat ligger på i dag. En god politisk debat er i mine øjne en del af kernen i et velfungerende demokrati. Det er der, borgere og politikere taler sammen. Det er dér, hvor vi i fællesskab skal finde løsninger på presserende politiske udfordringer, vi står overfor – og dem er der nok af disse år.
Derfor skal vi insistere på den gode, givende samtale, hvor vi reelt er nysgerrige på hinandens holdninger og lytter - Dét er dét samtalen kan. Især i en tid, hvor det politiske landskab over hele verden domineres af ekstreme, politiske yderpoler, der rykker længere og længere fra hinanden. Dét er lige præcis her, samtalen skal bruges. Som Özlem så fint har påpeget, kan vi jo løfte blikket ud mod verden for at se, hvad der er sket de steder, hvor man har opgivet samtalen. Israel-Palæstina-konflikten er et godt eksempel på et sådan sted, hvor man er stoppet med at forsøge at forstå og lytte til hinanden. Her er volden trådt i stedet for samtalen. Dét synes jeg, vi skal have i baghovedet næste gang, vi sidder i en politisk debat. For det er lige præcis derfor, det er så afsindig vigtigt, at vi bliver ved med at insistere på at den politiske debat kan og skal blive bedre.
Skrevet af Emilie Reinhold Christoffersen, Stifter og ordstyrer hos Reinhold Debat (http://reinholddebat.dk)
Julie Jeeg
Mellem fødsel og død
Jeg er tilbage, hvor det hele startede. Eventyrets begyndelse. Man skal gå så meget grumt og grimt igennem, før den lykkelige slutning måske indfinder sig. Så det startede med sygdom. Eller, faktisk startede det et år før det; med fødslen af mit yngste barn. Hverken grumt eller grimt, men meget ønsket og lykkeligt. Men nu, kun et år gammel, var yngsten blevet syg og kastede op ud over det hele. Feberen buldrede. Og den lille stakkel hang på min skulder som en slatten abeunge. Jeg havde ellers glædet mig så meget, at man skulle tro selve varmen og de ekstra slag fra mit hjerte ville have kureret ethvert onde på stedet. Det tog dog lidt længere tid end dét. Men så var der også bedring. Håbet skød op i min brystkasse som en kærkommen flamme - ville jeg mon alligevel kunne tage af sted? Og sørme jo, nu sprang den lille abeunge atter glad rundt i møblerne, og med et roligt og fortrøstningsfuldt moderhjerte kunne jeg træde ud i den kolde og mørke vintermorgen og lukke døren til huset bag mig, hvor min mand; livlægen, havde fuldstændigt styr på sagerne og abeungen var glad og i bedring.
Eventyret kunne begynde. Et refugium ventede mig. Et symposium. R-e-f-u-g-i-u-m. S-y-m-p-o-s-i-u-m. Jeg smagte på ordene, igen og igen. Enhver småbørnsmor burde få muligheden for et ophold på et refugium, tænkte jeg. Hvor skal jeg dog sove godt i nat, tænkte jeg. Hvor jeg dog glæder mig til fordybelse, tænkte jeg. Mens IC-toget vuggede mig af sted mod målet. Symposiet. Refugiet. Løgumkloster. Selv nu har ordene en magisk klang i mit indre.
Men faktisk startede det langt tidligere. I Paris, i 2015. I Københavns Lufthavn, i 2015, hvor jeg fik den livsgave at rejse til Paris på antiracistisk konference med en kvinde, jeg ikke tidligere havde talt med. Vi havde siddet til møder sammen, men ikke udvekslet andet end "hej". Nu skulle vi være rejsemakkere og tilbringe flere intense dage sammen. Jeg vidste, at hun talte fransk foruden dansk, men ikke meget mere end det. Og det kørte bare. Samtalen. På dansk, men hele verden rundt. Jeg havde mødt en sand verdensborger og det sluttede ikke dér, for jeg fik lov at blive hendes ven. Hendes fortrolige. Blive lukket ind i hendes verden; hendes univers. Og der er smukt dér, det lover jeg jer. Så megen ånd, så meget vid. Så ufatteligt meget hjerterum. Her er plads til både levende og døde. Her lever Andreas Simonsen videre i hendes kærlige erindring og fortolkning.
Andreas Simonsen. Fonden til udbredelse af kendskabet til Andreas Simonsens Tænkning. Jeg har lært ham og den at kende gennem hende, men jeg har så meget at lære endnu. Og i november 2018 fik jeg for alvor lov at begynde min rejse ind i Andreas Simonsens tænkning. Andreas Simonsens ånd.
Sygdommen, der havde grebet mit elskede barn i utidige, grumme kløer, havde tillige hindret mig i at deltage den første af de i alt tre dage, som symposiet "Demokrati og dagens debatkultur", arrangeret af Fonden og med Andreas Simonsens tænkning som grundlag, skulle vare. Jeg bekæmpede min ærgrelse derved med min endnu større glæde over alt det spændende, der ventede mig: Selve refugiet, som jeg aldrig tidligere havde betrådt endsige beskuet. Özlem Cekic, der skulle tale om at bygge bro. Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som jeg kendte en smule på forhånd, ville fortælle os om sin bog, Sorgens grundstof (2017). Knud Lindholm Lau, som jeg var gået glip af at høre tale den første dag, var blevet på refugiet som deltager, fik jeg at vide. Og om aftenen ventede musik med - skulle jeg erfare - musikere uden grænser. Anders Singh Vesterdahl og Henrik Goldschmidt i et uforligneligt musikalsk samarbejde, hvor vi tilhørere fik lov at blive inddraget i Henrik Goldschmidts dramatiske familiehistorie. Ligesom Anne Lise Marstrand-Jørgensen tillidsfuldt inddrog os i baggrunden for hendes bog. Bøger. Også den seneste, En flod skal være i bevægelse (2018), om hendes egen og andres livslange kamp mod depressionen. Skyggen, som ikke skyldes solskin. Djævlen på skulderen. Maren på brystet, der ikke nøjes med at ride et menneske om natten. Depressionen, som også var en livslang plage for Andreas Simonsen. Men det afholdt ham ikke fra at tænke. Skrive. Betegne verden og menneskers færden som en arena for både-og fremfor enten-eller. Yin-yang-tænkning af den fineste slags, hvor rummeligheden i en kærlig moderskikkelse vifter intolerancen væk som en flue ved middagsbordet. Det har vi brug for. Det har demokratiet og dagens debatkultur brug for. Ligesom det har brug for de mange gode folk, der trådte op til symposiet. For de gode folk, der var mødt op til symposiet. De gode folk, der arbejder på refugiet og som fik det smukke, fredfyldte sted til at ose af rummelighed og tillid. Tillid, fordi der alle vegne var sat forfriskninger frem. Fordi der stod bøger og smukt kunsthåndværk, som man kunne forsyne sig med og blot afregne for i receptionen. Jeg mindes intet andet sted, jeg før eller siden har været, der viser gæsterne en sådan tillid.
Og bøger kom med mig hjem. Bøger skal jeg læse. Bøgerne af og om Andreas Simonsen, som måtte med mig hjem, havde jeg gerne læst før denne teksts tilkomst, men så er vi tilbage ved begyndelsen: Sygdommen. Atter har jeg haft en lille abeunge på min skulder. Bedre end en djævel, så absolut, og en god påmindelse om at geare ned og rumme. Vi bør alle tilstræbe at rumme mere. Men en abeunge ikke desto mindre, som gjorde mit læse- og skriverum til et legeværelse og en sygestue. Med meget trange kår for refleksion og fordybelse endsige kreativ udfoldelse. Så jeg undskylder for min tekst. Men beder jer også rumme min tekst. Den er udtryk for et sted mellem fødsel og død. Et menneskeligt sted, for mennesker fejler. Mennesker er sårbare. Rammes af sygdom. Sættes ud af spil af småbørn, krig, kærlighed og alt derimellem. Kastes vildt rundt i verden. Lander et vilkårligt sted; ved fødslen eller sidenhen. Grænser er kun en midlertidig aftale, det må vi altid huske. Ligesom lovgivning er det.
Jeg håber at kunne bumle afsted mod Jylland igen til næste symposium. Næste besøg på det mageløse refugium. Næste tillidserklæring fra sted såvel som folk. Føltes næsten som en kærlighedserklæring. Dér i hjerterummet.
Jeg vil vide mere. Vises mere. Oplyses. Opløftes. Af Andreas Simonsen. Af min ven, der var hans ven. Ven, veninde. Køn, alder, hudfarve, nationalitet, klasse, hvad har vi. Det betyder så uendeligt lidt i det menneskelige møde, der hæver sig over det målbare; kvantificerbare, og godmodigt drillende svæver rundt i det univers, man får skabt. Og hvis dét ikke giver mening, så vil jeg gerne undskylde mig med, at jeg ikke får al den søvn, jeg kunne have godt af, kærlig hilsen småbørnsmoderen. Men lad os alligevel tale sammen.
"Kendskab giver venskab," som Knud Lindholm Lau bragte til symposiet som et velvalgt mantra. Helt i Andreas Simonsens ånd, er jeg sikker på.